I anledning af Thisteds 500-års jubilæum som købstad har Thisted Museum bygget særudstillingen MIG & MIN BY i samarbejde med en gruppe børnehavebørn. Kom på et besøg i udstillingen med museumspædagogen Tina, der gennem lege fortæller os om Thisted og Skygningerne. Udstillingen er bygget op omkring en fortælling om Skygningerne, der er et miniputfolk, som bor mellem os. De sover i en sardindåse, samler på ting og går på opdagelse i byens univers, uden at vi rigtigt lægger mærke til dem. Med Skygningerne kan man f.eks. besøge en pølsevogn og en butik, og man kan undersøge, hvad børn legede med i gamle dage, og hvad der ligger i jorden under vores fødder.
Gennem forskellige legeaktiviteter undersøger vi udstillingens univers.
Inden børnehavens besøg sendes bogen ”Skygningernes forunderlige rejse gennem byen – et eventyr og ideer til at udforske din egen by” samt plakat og et eksemplar af hand-out til børnehaven. Børnehavegruppen opfordres til at læse historien om Skygningerne inden deres besøg.
Efter besøget kan børnehavegruppen arbejde videre med aktiviteterne bagerst i bogen ”Skygningernes forunderlige rejse gennem byen – et eventyr og ideer til at udforske din egen by”. Børnene får endvidere alle et hand-out med hjem, for at understøtte forældresamarbejdet. Et hand-out indeholder blandt andet et brætspil, bybingo og ark til farvelægning.
Forløbet understøtter børnenes kulturelle medborgerskab (defineret som at have viden om det sted man bor, føle sig hjemme, identitetsmæssig tilknytning, fællesskabsbefordrende, inkluderende, demokratisk dialog, oplevelse af medindragelse, aktiverende, viden om rettigheder og pligter)
Forløbet giver ny viden om vores by i et historisk perspektiv
Forløbet giver øget kendskab til Thisted Museum
Udstillingen er en vandreudstilling skabt af Museum Vestsjælland og Vardemuseerne med støtte fra Nordea-fonden. I Thisted-udgaven er den tilpasset vores by i samarbejde med en gruppe børn fra Espersens Børnehus i Thisted.
Vi mødes ved hovedindgangen. Bemærk, at museet er flyttet over gaden sidste sommer.
Tilmelding sker til museumspædagog Tina Oddershede Vangsgaard. Det er nemmest at få fat i Tina på mail.