Afslutningskoncert, Musik i Børnehøjde

04.05.2017

Så er det i morgen, at projektet Musik i Børnehøjde kulminerer i en stor afslutningskoncert på Hanstholm skole. Forløbet har fundet sted de seneste ti fredage. Til koncerten er hyret en professionel lyd -og lysmand, og eleverne får lov at spille på deres egne hjemmelavede instrumenter.

Hanstholm Skole og Musikskolen i Thy søgte i 2016 om midler hos Slots- og Kulturstyrelsen til et nyskabende lokalt pilotprojekt, som skulle bygge bro mellem musikskolernes nørdede musikfaglighed og tre grundskolefag: dansk, natur og teknik og idræt. Pilotprojektet er nu ved at være ved vejs ende. I morgen sluttes det af med et brag af en koncert, og herefter skal forløbet evalueres grundigt - det er nemlig håbet at andre skoler kan inspireres til at drage nytteværdi af projektet.

Projektet kommer i kølvandet på en øget interesse for sammenhængen mellem musik og læring. I 2016 udførte blandt andre Peter Vuust, der er professor ved Center for Music in the Brain ved Aarhus Universitet, et masseeksperiment, hvor over 20.000 elever fra 0. klasse til 3. g deltog. Eksperimentet viste kort fortalt, at børn, der spiller et instrument eller går til sangundervisning, er bedre rustet til at lære andre færdigheder som at læse og regne.

Med pilotprojektet på Hanstholmskole, udviklet af skolen og Musikskolen Thy, har vi her i Thy en medspiller i udviklingen inden for feltet 'musik og læring'. Musik i Børnehøjde er et projekt, hvor tidens interesse og forskning, munder ud i konkret projekt, der forhåbentlig kommer til at inspirere andre skoler.